biæder i Danmark

Siden opdateret d. 06-07-2016

Per Bangsgaard´s hjemmeside.

 

 

 

 

 

i Forbindelse med det der står skrevet her har jeg lavet en bog på 212 sider ,hvor alt er nedskrevet og dokumonteret med billeder.

 

Alt er fra Sønderjylland ,hvor jeg nu i 2 år har fulgt disse biæder og vil gerne prøve at gøre en forskel så vi kan få flere til landet af disse flotte fugle.

 

Bogen kan købes for 140 kr ved henvendelse til mig .Jeg har fået trykt 50 stk. af den og har 12 tilbage

 

alnor@mail.tele.dk .

 

Biædere

i Sønderjylland, Danmark

 

af

Per Bangsgaard

 

 

2018

Fakta om arten

 

 

 

 

 

 

1.Latinsk navn: Merops apias

2.Engelsk navn: European Bee-eater

3.Klasse: Fugle

4.Orden: Skrigefugle

5.Familie: Biædere

6.Levested: Det åbne land

7.Vingefang: 38-49 cm

8.Længde: 27-28 cm

9.Vægt: 44-78 g

10.Maks. levealder: ca. 10 år

11.Kuldstørrelse: 4-7 hvide æg

12.Antal kuld: 1

13.Rugetid: 20 dage (regner med ca. 15 dage)

14.Ungetid: 20-25 dage

15.Arter, der findes af biædere

Arter, der findes af biæder

Familie: Biædere Meropidae

 

Slægt: Nyctyornis

 

 

Rødskægget biæder, Nyctyornis amictus

Blåskægget biæder, Nyctyornis athertoni

 

 

Slægt: Meropogon

 

Sulawesibiæder, Meropogon forsteni

 

Slægt: Merops

 

 

 

Dværgbiæder, Merops pusillus

Grøn biæder, Merops persicus

Lille grøn biæder, Merops orientalis

Hvidstrubet biæder, Merops albicollis

Svalehalebiæder, Merops hirundinaeus

Blåhalet biæder, Merops phillipinus

Sort biæder, Merops gularis

Brunrygget biæder, Merops muelleri

Rødstrubet biæder, Merops bulocki

Hvidpandet biæder, Merops bullockoides

Blåkravet biæder, Merops variegatus

Okkerbrystet biæder, Merops oreobates

Sorthovedet biæder, Merops breweri

Somalibiæder, Merops revoilii

Okkerhovedet biæder, Merops boehmi

Brunnakket biæder, Merops viridis

Madagaskarbiæder, Merops superciliosus

Regnbuebiæder, Merops ornatus

Biæder, Merops apiaster

Rustbiæder, Merops leschenaulti

Rosenbiæder, Merops malimbicus

Karminbiæder, Merops nubicus

Sydlig karminbiæder, Merops nubicoides

 

Index.

1 S. 10-16: Udgangspunkt for denne bog.

 

2 S. 17-23: Kendetegn og farver.

 

3. S. 24-29: Felthåndbogen skriver følgende

om udbredelsen i Danmark.

 

4. S. 30-33: Fuglenes ankomst til grusgraven i 2017/18.

 

5. S. 34-46: Grusgraven med redehullernes placering (2017/18).

 

6. S. 47-52: Redepladsen i grusgraven.

 

7. S. 53-62: Rederne.

 

8. S. 63-67: Parringen.

 

9. S. 68-84: Føden.

 

10. S. 85-90: Starten af deres yngleperiode.

 

11. S. 91-93: Rugeperioden.

 

12. S. 94-124: Ungerne.

 

13. S. 125-141: Sønderjylland.

 

14. S. 142-145: Antal fugle i 2017/18.

 

15. S. 146-152: Fjender.

 

16. S. 153-155: Biæderne er fantastiske flyvere.

 

17. S. 156-157: Forstyrrelser fra mennesker.

 

18. S. 158: Afgang til syden.

 

19. S. 159-160: Fremtiden for biæderne.

 

20. S. 161-166: Spredningen af biæderne i Danmark i 2017.

 

21. S. 167-178: Registrering af biæder i Danmark fra 2010

til og med 2018.

 

22. S. 179-182: Status for 2017 og 2018.

 

23. S. 183-191: Vinterkvarter i Sydafrika i 2018.

 

24. S. 192-211: Notaterne, der ligger til grund for bogen.

Kapitel 1

Udgangspunkt for denne bog.

 

 

 

Jeg er vokset op i Ringkøbing, og her fik jeg fra helt lille naturen ind med modermælken. Jeg færdedes derfor som barn meget i naturen og har gjort det lige siden.

Min farfar var amatørornitolog, og han lærte mig alt om naturen - specielt en masse om alle de danske fugle og deres kendetegn. Det har jeg så videreført som voksen, hvor min interesse for fugle kun er blevet større. Da jeg gik på pension, fik jeg mere tid til denne hobby og jeg anskaffede mig derfor et godt fotoapparat (Nikon 7200). De fotolinser jeg nu bruger er mest 150 – 500 mm.

Når jeg færdes ude i naturen, prøver jeg at tage gode billeder af fuglene, men samtidig vil jeg også gerne prøve at give tilbage til naturen. I Gråsten skov, som jeg færdes meget i, har jeg bl.a. sat redekasser op til isfugle, natugler, perleugler og vendehals.

Dette arbejde med at sætte redekasser op til sjældne fugle i Gråsten skov vil jeg fortsætte, for det kan være med til at hjælpe bestandene af disse.

Alt dette fører mig så til biæderen. Jeg havde hørt en del om denne flotte fugl og at den vist nok skulle yngle et sted i Sønderjylland. Derfor satte jeg mig for at finde ud af, hvor det kunne være, og i 2017 lykkedes det for mig at opspore stedet. Da disse fuglehar brug for ro i deres yngleperiode, bliver stedet ikke nævnt i denne bog.

I første omgang ønskede jeg bare at få et par billeder af fuglene. Jeg fik tilladelse til at gå ind på en tilstødende mark til grusgraven, hvor fuglene var, og fik taget et par gode billeder af dem derfra. Da jeg havde stået og observeret fuglene i et stykke tid, blev jeg helt besat af dem og ville efterfølgende gerne prøve at finde ud af deres kendetegn og livscyklus. Jeg fik en permanent tilladelse til at besøge grusgraven, hvor fuglene ynglede, så jeg kunne iagttage dem mere.

Nu var det ikke sådan, at jeg ville gå ned, hvor redehullerne var, men jeg fandt et godt sted under et træ i passende afstand og herfra ville jeg prøve at fotografere og notere alt, hvad jeg kunne se.

Det har været en meget spændende proces og jeg har brugt meget tid på dette, for at komme frem til den viden/de iagttagelser, som jeg beskriver her i bogen.

I vil også kunne læse, at jeg i 2017 stillede mange spørgsmål til mig selv, som jeg ikke kunne besvare den gang, men som jeg nu her i 2018 har fundet svarene på. Dette beskriver jeg også her i bogen.

I første omgang ønskede jeg bare at få et par billeder af fuglene. Jeg fik tilladelse til at gå på en tilstødende mark til grusgraven, hvor fuglene var, og fik taget et par gode billeder af dem der fra. Da jeg havde stået og observeret fuglene i et stykke tid, blev jeg helt besat af dem og ville efterfølgende gerne prøve at finde ud af deres kendetegn og livscyklus. Jeg fik en permanent tilladelse til at besøge grusgraven, hvor fuglene ynglede, så jeg kunne iagttage dem mere.

Nu var det ikke sådan, at jeg ville gå ned, hvor redehullerne var, men jeg fandt et godt sted under et træ i passende afstand og herfra ville jeg prøve at fotografere og notere alt, hvad jeg kunne se.

Det har været en meget spændende proces og jeg har brugt meget tid på dette, for at komme frem til den viden/de iagttagelser, som jeg beskriver her i bogen.

I vil også kunne læse, at jeg i 2017 stillede mange spørgsmål til mig selv, som jeg ikke kunne besvare den gang, men som jeg nu her i 2018 har fundet svarene på. Dette beskriver jeg også her i bogen.

I dag sidder jeg altid med min blok og noterer mere ned, end jeg fotografere, for at blive klogere på disse fugle, og for måske at kunne hjælpe biæderen mere på den lange bane.

Der findes også mange beskrivelser af fuglene på nettet. Hvordan de yngler - hvor

længe de ruger – hvor lang tid de tager for at grave deres redehul mm. Mange af disse optegnelser, som man kan læse om der, er jeg ikke enige i. Jeg tror at mange af disse oplysninger er en form for ’standardsvar’ for mange fuglearter?

Dét, jeg beskriver her, er noget, jeg har oplevet sammen med fuglene, og det kan jeg stå inde for – for jeg har brugt/bruger utrolig mange timer sammen med biæderne. Jeg har været derude på forskellige tidspunkter af døgnet, når vejret har været godt og når det har været dårligt - når det har regnet eller blæst meget, kun for at finde ud af, hvordan fuglene reagerer og opfører sig under forskellige vejrforhold.

I 2017, da fuglene var fløjet sydpå, målte jeg hele grusgraven op og noterede alle

redehullerne, så jeg kunne finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Det samme vil jeg gøre her i 2018. Jeg håber så, at jeg med denne bog kan hjælpe biæderne, når de er i Danmark. Man kan måske finde flere egnede ynglesteder til dem her i landet, forbedre disse steder til biædernes fordel og sikre at de ikke bliver overrendt af mennesker

Hvis man vil kontakte mig, står min adresse her nedenfor. Alle er altid velkomne til at kontakte mig, og jeg vil gerne besvare de spørgsmål, der måtte være til det nedskrevne i denne bog. Alle er måske ikke enige med mig i alt, hvad jeg skriver, men hertil kan jeg kun oplyse, at dét, der står her i denne bog, har jeg selv oplevet ude hos fuglene i de 2 år, jeg har fulgt dem i denne grusgrav.

Min adresse er:

Per Bangsgaard

Sundkobbel 11

6300 Gråsten

Mail: alnor@mail.tele.dk

Hjemmeside: www.per-bangsgaard.dk

Tlf: 21241715

 

 

 

Kapitel 2

 

Kendetegn og farver

 

Kendetegn: Længde 25-29 cm (heraf 0-3 cm haleforlængelse), vingefang 36-40 cm.

 

En drossel-stor fugl. Let genkendelig på livlige farver; langt, spidst, let buet næb, og

forlængede, spidse midterste halefjer. Struben er gul, undertiden turkisblå, oversiden

grønlig, gullig og rustrød. Lille, lys pandeplet og sort øjenstribe.

 

Ungfugle og fugle i vinterdragt har mere grønlig overside, har korte forlængede

halefjer og mangler den sorte streg over struben.

 

Jeg kan se på mine billeder her fra 2017, at ungerne har mere lyse halefjer end de gamle

fugle har.

 

De nedenstående billeder viser den farveforskel, der er på fuglene.

 

Billede 1: Jeg mener, at det viser en hun i yngledragt.

 

Billede 2 Det er en gammel han i yngledragt.

 

Billede 3 Det viser en hun eller en unge fra sidste år, der ikke er yngleklar endnu.

 

Billede 4 Det viser en gammel han og en gammel hun.

 

Billede 5 Det viser en gammel hun.

 

Billede 6 Det er en gammel han, der flyver ud af reden.

 

Jeg mener, at der en denne forskel imellem han og hun når fuglene er i fuld yngledragt

 

Man beskriver også biæderen sådan her:

 

Biædere (Meropidae), en familie af skrigefuglene (Picariae), nærtbeslægtede blandt

andet med ellekrager (Coraciidae) og isfugle (Alcedinidae), inddelt i 3 slægter med

henved 26 arter, de mindste som en lærke, de største som en allike.

Næbbet er langt, tyndt og let bøjet, halefjerene ofte forlængede, tæerne delvis

sammenvoksede, vingerne ret lange og spidse. Hele deres slanke langstrakte

legemsbygning med små fødder og lange vinger giver deres udseende noget

svaleagtigt. Biædere hører til de pragtfuldest farvede af alle fugle, med skinnende røde,

gulgrønne og blå farver, der særlig under flugten kommer til deres ret; farven er næsten

ens hos de to køn. De er fortrinlige flyvere, der ofte flokkevis kredser højt i luften; og

så ser man dem som fluesnappere sidde på en tør gren eller en pæl, og derfra styrte ud

efter bytte, som væsentligst består af insekter, for adskillige arters vedkommende af

bier, hvorved de kan anrette betydelig skade, navnlig da de ofte optræder i stor

mængde.

De yngler til dels i kolonier, graver sig i lodrette sandbrinker en gang, hvis inderste del

gøres noget større; her anbringes æggene, uden underlag. Biædere er tropiske fugle,

der væsentlig er udbredte i de varme egne af den gamle verden, særlig i Afrika; i Europa

træffes kun 2 arter.

Til den største af slægterne, Merops, hører biæder (Merops apiaster), en af de prægtigst

farvede fugle, der træffes i Europa. Den er så stor som en sangdrossel, men slankere i

bygning; det tynde let krummede næb er så langt som hovedet, de midterste styrefjer

rager frem over de øvrige. Hele undersiden, sving- og styrefjerene er gråblå, hage og

strube gul, omrandede af sort. Panden er hvid, nakke, baghals og nogle af

vingedækfjerene kastaniebrune, ryggen gulbrun.

Biæder lever i en stor del af det sydlige Asien og i Nordafrika, strejfer i træktiderne

over hele Afrika til de sydligste dele i Europa yngler biæder regelmæssigt i

Middelhavslandene, særligt i Spanien og på Balkanhalvøen, træffes i øvrigt som

Man beskriver også biæderen sådan her:

 

Biædere (Meropidae), en familie af skrigefuglene (Picariae), nærtbeslægtede blandt

andet med ellekrager (Coraciidae) og isfugle (Alcedinidae), inddelt i 3 slægter med

henved 26 arter, de mindste som en lærke, de største som en allike.

Næbbet er langt, tyndt og let bøjet, halefjerene ofte forlængede, tæerne delvis

sammenvoksede, vingerne ret lange og spidse. Hele deres slanke langstrakte

legemsbygning med små fødder og lange vinger giver deres udseende noget

svaleagtigt. Biædere hører til de pragtfuldest farvede af alle fugle, med skinnende røde,

gulgrønne og blå farver, der særlig under flugten kommer til deres ret; farven er næsten

ens hos de to køn. De er fortrinlige flyvere, der ofte flokkevis kredser højt i luften; og

så ser man dem som fluesnappere sidde på en tør gren eller en pæl, og derfra styrte ud

efter bytte, som væsentligst består af insekter, for adskillige arters vedkommende af

bier, hvorved de kan anrette betydelig skade, navnlig da de ofte optræder i stor

mængde.

De yngler til dels i kolonier, graver sig i lodrette sandbrinker en gang, hvis inderste del

gøres noget større; her anbringes æggene, uden underlag. Biædere er tropiske fugle,

der væsentlig er udbredte i de varme egne af den gamle verden, særlig i Afrika; i Europa

træffes kun 2 arter.

Til den største af slægterne, Merops, hører biæder (Merops apiaster), en af de prægtigst

farvede fugle, der træffes i Europa. Den er så stor som en sangdrossel, men slankere i

bygning; det tynde let krummede næb er så langt som hovedet, de midterste styrefjer

rager frem over de øvrige. Hele undersiden, sving- og styrefjerene er gråblå, hage og

strube gul, omrandede af sort. Panden er hvid, nakke, baghals og nogle af

vingedækfjerene kastaniebrune, ryggen gulbrun.

Biæder lever i en stor del af det sydlige Asien og i Nordafrika, strejfer i træktiderne

over hele Afrika til de sydligste dele i Europa yngler biæder regelmæssigt i

Middelhavslandene, særligt i Spanien og på Balkanhalvøen, træffes i øvrigt som

 

 

Kapitel 3

Feldt håndbogen skriver følgende om udbredelsen i Danmark

 

Levested: Danmark er artens nordgrænse, selv om enkelte ynglepar har optrådt i

Sverige og Estland. De få danske ynglefund er alle gjort i små grusgrave.

Siden det første ynglefund i 1948 (på Bornholm) har arten været en ekstremt sjælden

og uregelmæssig ynglefugl i Danmark, frem til slutningen af 1990’erne. Ynglefundene

tæller i alt: 2 par i 1948 ved Hasle på Bornholm, ét par i 1961 og 1962 ved Frøslev i

Thy, ét par ved Uldum (Vejle), ét par i 1973 ved Frederikshavn, ét par i 1984 i

Østjylland og endelig 2 par i Sønderjylland i 1985.

Seneste ynglefund herhjemme er på Røsnæs (v/Kalundborg, Sjælland), hvor en flok på

14 fugle slog sig ned i 1998. Fra 1998 til og med 2003 har arten ynglet årligt på dette

sted med nogle få par. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor arten ikke for alvor har

fået fodfæste i Danmark, men vejret og fødemængden spiller sikkert en væsentlig rolle.

 

En anden betydningsfuld faktor er den, at biæderkolonien fungerer bedst, når den er af

en vis størrelse og de danske kolonier har generelt været ganske små. Da Røsnæskolonien var på sit højeste, var ynglesuccesen også ganske god med flere kuld på 4-5

unger. I 2004 blev der igen registreret en flok biædere på Røsnæs, men der blev

desværre ikke gjort ynglefund dér eller andre steder i landet.

Der findes i dag en stor og voksende bestand af Biæder i Sydtyskland ved grænsen til

Schweiz, samt en bestand i Sachsen-Anholt. Området ligger 3-400 km syd for Danmark

og i de senere år er der dannet små ynglekolonier stik nord for centret og kun 100 km

fra Østersøens sydkyst. Altså meget tæt på Danmark. (Ringmærkning i denne bestand

har vist, at mange ynglefugle er født i området, og at mange ynglefugle vender tilbage

år efter år.)

Biæderen er gået kraftigt tilbage i mange områder, både i Sydeuropa og i Afrika. Det

skyldes brugen af insektgifte, der har været ganske hæmningsløs og ukontrolleret på

mange af fuglens levesteder.

Udbredelse: Ud over den ovenfor nævnte sydtyske bestand, lever Biæderen i

Middelhavslandene, i Sydøst- og Østeuropa, samt i dele af Asien og i Sydafrika.

 

Mine egne notater om ynglesteder i Danmark.

 

Biæderen har i 2008 ynglet i en grusgrav i Nordjylland, og den har ynglet i Vestjylland

(Ringkøbing) og på Sjælland. Alle steder har den kun været ganske kort, for derefter

at forsvinde fra stedet. Efter 1-2 år er de forsvundet fra stedet, hvor de har ynglet – det

kan der selvfølgeligt være flere årsager til.

Fuglene har mange kilometer at trække, frem og tilbage mellem deres vinterkvarter og

til ynglepladserne her i Danmark. Derfor er der jo stor risiko for, at der kan ske fuglene

noget under rejsen og på den måde forsvinde fra ynglepladsen. Da det er små

lokaliteter, er de jo meget sårbare på denne måde. Derfor er det meget vigtigt, at de

forhold de har her i Danmark, skal være optimale for fuglene, så vi kan få større og

flere kolonier her - og på den måde være med til at beholde dem her i Danmark, som

ynglefugl i tiden frem over.

Biæderen bliver observeret hvert år på træk rundt om i landet, så måske yngler den

flere steder, som bare ikke bliver fundet. Biæderen er jo meget svær at lokalisere, så

sommetider er det tilfældigheder der gør, at man finder dens redeplads. De fleste

biædere yngler i små tilgroede grusgrave, der ikke bliver brugt mere. På den måde får

biæderen de optimale forhold til at yngle her i Danmark.

Derfor denne bog, fordi jeg tror på, vi kan være med til at få bedre ynglepladser til

disse fugle, hvis vi gør en samlet indsats for dette.

 

Kapitel 4

Fuglenes ankomst til grusgraven i 2017/18

 

 

I 2017 ankom fuglene den 18. maj, mens de i 2018 kom lidt før, nemlig den 13. maj.

Vejret i 2018 var meget solrigt og varmt, så der har været gode betingelser for deres

tidlige ankomst til grusgraven.

Jeg oplevede i 2018 dagen, hvor fuglene ankom til pladsen. Jeg var ude i grusgraven

sammen med en bekendt for at sætte nogle siddegrene op til fuglene nede i grusgraven.

Det viste sig senere, at disse pinde har været en kæmpe succes. Flyttede også nogle

store sten rundt nede i grusgraven, så fuglene kunne bruge disse sten igen til at sidde

på, når de flyver op til hullerne.

Fuglene ankom til grusgraven i samlet flok omkring kl.10.00. Da vi fik øje på fuglene,

var de meget højt oppe i luften, så man kunne se, at de lige ankom fra deres

vinterkvarter. De fløj lidt rundt, for at finde sig til rette i grusgraven og nogle af fuglene

havde nok været på pladsen før, for de var allerede nede, for at se på deres redepladser

og følte sig hjemme på pladsen. Vejret var dejligt varmt med høj solskin, så der var

gode betingelser for fuglene. Vi fik grenene sat op og fortrak hurtigt fra stedet, så

fuglene kunne få ro til at finde deres plads i grusgraven. Vi talte 12 fugle, måske var

der flere.

 

Nogle uger senere kunne jeg konstatere, at det var en god ide at sætte disse grene op i

grusgraven, for de blev flittigt benyttet. I 2019 vil jeg prøve at sætte flere op rundt

omkring i grusgraven, så fuglene kan være mere nede i nærheden af deres redehuller.

Det samme er med disse sten de bruger til at sidde på, inden de flyver til hullet. Det er

mest i den højre side af grusgraven, fuglene bruger disse sten som siddeplads, fordi

deres redehul jo sidder meget lavt (ca.50 cm fra bunden til redehullet).

 

 

Kapitel 5

Grusgraven med redehullernes placering i 2017

 

Skitse 1: En skitse over grusgraven og alle redehullerne i 2017.

Jeg var den 21. august 2017 ude i grusgraven for at måle det hele op og registrerede

alle huller, der var i grusgraven. Selve grusgraven er 48 meter lang, og på det højeste

sted er der ca. 16 meter fra bund til top.

Der er meget løst sand i grusgraven, så det er kun i de øverste dele af siderne, at det er

så massivt, at fuglene kan lave deres redehuller her.

 

 

Her nedenfor er der en beskrivelse af alle redehuller (se også skitse 1).

Hul nr. 1 Her var der unger i 2017 (3 stk.).

Hul nr. 2 Et gammelt hul.

Hul nr. 3 Hul påbegyndt er ca. 40 cm dybt.

Hul nr. 4 Et gammelt hul.

Hul nr. 5 Et gammelt hul.

Hul nr. 6 Et meget gammelt hul – er ved at gro til.

Hul nr. 7 Et påbegyndt hul ca. 40 cm dybt.

Hul nr. 8 Et gammelt hul - er ved at gro til.

Hul nr. 9 Et meget gammelt hul. Er næsten helt tilgroet.

Hul nr. 10 Et gammelt hul.

Hul nr. 11 Et gammelt hul.

Hul nr. 12 Et gammelt hul.

Hul nr. 13 Et gammelt hul.

Hul nr.14 Et nyt hul fra 2017 – de har fået 3 unger her i 2017.

Hul nr. 15 Et gammelt hul.

Digesvalernes reder er mellem hul nummer 6 og hul nummer 13.

 

Der er lavet 15 redehuller af biæderne. Der er mange andre huller i grusgraven, men

de er lavet af digesvalerne (note: I 2018 har jeg ikke observeret nogen digesvaler her

på stedet). Af de 15 redehuller var der 2 nye fra i år (2017), og der havde været unger

i dem begge to (jeg regner med, at der har været 3 unger i hver rede, da jeg har talt 6

unger i området).

2 af hullerne er påbegyndt af biæderne, men udgravningen er ikke færdiggjort endnu

(hullerne er kun ca. 40 cm dybe).

Der var 11 gamle huller, hvoraf de 2 er meget gamle, da de er ved at gro til med græs.

Det vil sige, at min teori går på, at fuglene nok gerne vil lave et nyt hul hvert år, hvilket

måske så kan give problemer her på stedet på længere sigt. Hvorfor? Fordi der er en

naturlig begrænsning for, hvor mange huller der kan være i grusgraven? Hvis hele

grusgraven er gravet ud med huller? Hvad sker der så?

 

 

Redehullerne i 2018

 

Som man kan se på de to skitser fra 2017 og 2018, er der meget stor forskel på

redehullerne i de 2 år, der er gået. I 2017 var der 15 nye/gamle huller, mens der i

2018 er 8 nye/gamle huller. Det vil altså sige, at mange af hullerne er skredet ned

og blevet dækket til. Det kan måske være med til, at biæderne bliver på stedet

mange år endnu, da der derved hele tiden kommer nye steder, hvor de kan grave

huller.

Helt oppe i toppen af grusgraven er der slet ingen huller, selv om der er plads til

dette. Hvorfor de ikke yngler her, kan jeg ikke svare på?

Som man kan se på skitsen, er der 5 par, der har ynglet i 2018. Det ene par i højre

side blev desværre taget af en mårhund, men ellers er der kommet 4 kuld ’på pind’

i 2018. Ungerne fløj af reden omkring den 24. juli, og den 29. juli var jeg ude i

grusgraven ca. 1,5 time, men så og hørte ikke biæderne. Markerne op til grusgraven

var også ved at blive høstet, så jeg tror ikke de opholdte sig ved grusgraven længere

– i stedet for fløj de sikkert rundt i området, inden de atter skulle flyve sydpå (note:

Der blev set en flok på 17 fugle omkring den 26. juli).

Hullet, som mårhunden lavede, er nu her sidst i juli blevet dækket til og bevokset

med lidt græs, så hele terrænet falder godt sammen igen. Til efteråret vil jeg prøve

at lægge nogle store sten over stedet, så hvis fuglene i 2019 vil yngle samme sted,

kan der ikke komme dyr ned til ungerne.

 

Hul nr. 1 - Nyt hul fra 2018

Her er der kommet unger ud af i 2018. Da jeg kom ned og fik kigget efter de 2

huller, viste det sig, at det kun var væggen omkring de 2 huller, der var styrtet

sammen. Det havde altså ingen indflydelse på det par, der ynglede i 2018.

 

Hullets mål er følgende:

 

Går ca. 1 meter ind i skråningen.

Hullets mål er 20 cm i bredden og 30 cm i højden.

Kappen, der har været inde i hullet, er ca. på 8 cm.

Afstanden til rede nummer 4 er 2 meter.

 

Hul nr. 2 - gammelt hul fra 2017

 

Sidder samme sted som hul nummer 1. Dette hul går til venstre ind i skråningen,

mens det andet ligger lige over denne til højre. Det er de 2 huller, der var faldet

sammen. Så forkammeret er det samme.

 

Hul nr. 3 - gammelt hul

 

Hul nr. 4 - nyt hul fra 2018

 

Her er dybden ca. 1,5 meter. Det er det dybeste hul, jeg målt i de 2 år. Her er

indgangshullet også skredet sammen omkring kappen til reden.

Målene er derfor lidt større:

1,5 meter ind i skråningen.

Hullets mål i bredden er 15 cm og 43 cm i højden.

Afstanden til rede nr. 2 er ca. 2 meter og til rede nr. 5 ca. 1,5 meter.

 

Hul nr. 5 - Nyt hul fra 2018

 

Her er dybden 1,3 meter. Hullet er knap så stort.

Målene er:

Dybden 1,3 meter.

Hullets bredde er 9 cm og højden er 15 cm

 

Afstanden til rede nr. 4 er ca. 1,5 meter og til rede nr. 6 ca. 2 meter.

 

Hul nr. 6 - Nyt hul fra 2018

 

Hullet er også normalt i størrelsen.

1,1 meter i dybden.

Hullets bredde er 10 cm og højde 20 cm.

Afstanden til rede nr. 5 er ca. 2 meter.

Ingen redehuller på den anden side.

 

Hul nr.7 - Nyt hul fra 2018

 

Reden i højre side som desværre blevet ryddet af en mårhund og alle unger er gået

til.

Hullets dybde er ca. 1 meter.

Hullets bredde er 7 cm og højden er 9 cm.

Ingen andre huller i nærheden, kun deres eget hul fra 2017.

 

Hul nr. 8 - gammelt hul

 

Fuglene forlader sandsynligvis området omkring den 10. august. Og i ugerne op til

’afrejsen’ tror jeg, at de vil være meget svære at få at se, da de strejfer tilfældigt

rundt i området. Jeg tror, at de normalt befinder sig inden for en radius af 10-15

km. Da det her i sommeren 2018 også er meget tørt, søger de sikkert hen til et sted,

hvor det er lidt mere fugtigt, så de kan fange nogle guldsmede til føden.

 

 

Sæsonen 2019 - jeg vil ændre følgende:

 

Få lagt nogle sten over hullerne i højre side, så de her er beskyttet for dyr ovenfra.

Få sat en del flere grene op til fuglene nede i grusgraven, da de har været til stor lykke

her i 2018.

 

På billedet nedenfor kan man se de 4 ynglehuller fra 2018. Det er hullerne, hvor der er

lagt hvidt papir ved. Læg mærke til afstanden mellem hullerne. Der er ingen af fuglene,

som har lavet et hul lige ved siden af hinanden. Derfor går min teori på, at der helst

skal være mellem 1-2 meter mellem hvert hul, og så kan man jo begynde at regne ud,

hvor mange par der kan være i denne grusgrav. Jeg tror max antal par her vil være

mellem 6-8 par.

 

Kapitel 6

 

Redepladsen i grusgraven.

 

En ting, som jeg er blevet overrasket over, er afstanden fra bunden og op til redehullet.

Nogle af redehullerne er ca. 1-1,5 meter fra bunden, (her tænker jeg på den ’terrasse’,

der er hele vejen rundt i grusgraven), mens der er et redehul, som kun er omkring 40 -

50 cm fra bunden af selve grusgraven. Dette hul var beboet i 2017 og her var der også

unger i reden i 2017. Der var igen et par her i 2018 samme sted, men med et nyt hul.

Mon ikke det var det samme par som i 2017?

Sådant et hul er meget sårbar over for rovdyr. Her tænker jeg især på de vilde mink –

mår m.fl. der jo findes mange af i den danske natur.

 

Digesvaler har også deres huller, men i 2018 var der ingen digesvaler. Om det er

skyldes, at biæderne kom så tidligt, ved jeg ikke? Men det kan måske godt være

årsagen?

Der var plads nok i højre side til flere redehuller, så det har undret mig, hvorfor de

bruger den venstre side af grusgraven mest. Det ene par, der fik unger i 2017, var godt

nok i denne side, hvor skyggen er, men man kunne håbe på, at flere vil bygge i den

side i fremtiden, da der er rigeligt med plads der. Her er solen på hullerne fra ca.

kl.12.00.

Rederne sidder generelt ikke så højt. Der er en ’terrasse’ hele vejen rundt i grusgraven.

Det er skråningen, der på et tidspunkt er væltet ned og har dannet denne terrasse, der

ligger ca. 1 meter fra toppen. Hullerne er ca. 40 cm oppe i højde fra denne her terrasse,

altså næsten midt på væggen. Hullerne har en dybde af 80 cm (1 af dem var på 1 meter).

Hullernes bredde er ikke så store, som man skriver om i bøgerne. Alle huller er ovale.

På midten har de en bredde af 7 cm og i højden ca. 17 cm. Det var ens for alle huller.

Ovalhullet går ca. 2-3 cm ind i skråningen, så kommer der et rundt hul direkte ind i

skråningen. Hullet her er ca. 7 cm diameter. I bunden af redehullet laver fuglene en

lille fordybning i leret, og der bliver ikke bygget rede. Her skrabes ler i stedet for løst,

så æggene ikke ruller rundt og går til under rugningen. Jeg har prøvet at tage et foto

inde i redehullet og her kunne jeg se, at der kun er lavet dette hul til æggene.

Kappen af ler beskytter ungerne, når de er ved at være store, fordi de ikke kan ses fra

toppen af grusgraven. Og de sidder i starten kun i det runde hul og kan hurtigt komme

væk, hvis der kommer fjender.

 

Kapitel 7

Rederne

 

Redehullerne - der er et hul, der er 1 meter dybt, resten af hullerne har en dybde på 80

cm. Alle er målt op.

Røret fra indgangen til slutvæggen er på ca. 80 cm og heraf er ca. de sidste 10 til 15

cm en lille rund fordybning, hvor æggene bliver lagt i. Denne fordybning laves, så

æggene bliver liggende i reden, når der ruges på æggene. Der bygges ikke rede, men

fuglene skraber lidt løst ler ned i redehullet, så æggene bliver liggende og ikke ruller

rundt mens, de ruger.

Redehullet har en bredde på omkring 7 cm, og på den lange side (højden) er den ca. 17

cm. Hullet er ovalt på de første 2-3 cm og derefter går et rundt hul direkte ind i væggen.

Denne kappe på de 2-3 cm, tror jeg, de laver for at beskytte ungerne, når de bliver så

store, at de sidder i hullet og kigger ud derfra.

Mens ungerne var så store, at de kunne kigge ud, var der tårnfalke i grusgraven, og de

ville få svære ved at få fat i ungerne, da de var beskyttet af denne kappe.

 

Grusgravsiderne er også fyldt med digesvalehuller, men det ser ud til, at de 2 arter

trives godt sammen. Det var i 2017, digesvalerne var der - i 2018 var der ingen.

 

I 2018 fandt jeg ud af, at fuglene laver nye redehuller hvert år. De er ikke interesseret

i de gamle huller, men laver de nye huller, enten ved siden af det gamle hul, eller laver

hullet over det gamle hul. Det har de par gjort, der har ynglet i 2017.

De nye fugle, der ynglede i 2018 gravede også nye huller, og brugte altså ikke nogle af

de gamle huller. Mange gamle huller forsvinder hvert år, bl.a. på grund af jordskred

forårsaget af vand, sne, frost mm. Det er måske med til, at man kan bevare biæderne i

denne grusgrav? Hvis alle huller forblev der år efter år, ville stedet snart være dækket

til med redehuller af biæderne. Og hvad så? Hvad ville fuglene så gøre, hvis de nu ikke

benytter gamle huller? Finde et nyt sted at yngle?

Jeg fotograferede hullerne i 2018, som tydeligt viste, at fuglene graver nye huller. Der

lå en masse ler under hullerne, som fuglene havde gravet ud.

 

 

Her ses tydeligt udgravningen i 2018. Det nederste hul er hullet fra 2017, hvor

der kom 3 unger ud.

Det øverste hul er det nye hul i 2018 og det viser også, at biæderen ikke bruger

deres gamle redehuller.

Jeg mener også at have observeret, at det kun er hunnen, der graver hullet, mens

hannen holder vagt, for at jage konkurrenterne væk fra stedet.

 

Når hullet er færdigt efter et par dage, kan man se, at hunnen holder vagt i redehullet,

så der ikke kommer andre fugle og stjæler hendes nye rede. Det samme ser man hos

sortspætten. Den beskytter også sin rede mod fremmede fugle. Hos biæderne er det kun

deres artsfæller, der vil tage reden.

Jeg kan også se, at fuglene heller ikke laver huller tæt på hinanden, fordi de har et

’territoriekrav’, som ligger på ca. 1-2 meter mellem hvert redehul. Kommer de inden

for denne afstand, opstår der med det samme konflikt i mellem hannerne, og de flyver

i totterne på hinanden. Hannen, der er tættest på sin egen rede, jager simpelthen

konkurrenten væk. Jeg har billeder af disse hanner, der kæmper hårdt med hinanden.

Når æggene er lagt, er der fred mellem fuglene, og nu kan de sidde tæt på hinanden, og

de hjælper også hinanden med fodringen af ungerne.

 

Rederhullerne i 2018

 

I 2018 har vi haft en meget varm og tør sommer. Ingen regn i over 2 måneder og det

bevirker, at siderne ind til deres reder smuldrer væk og falder sammen. Vi får så en

meget stor indgang ind til selve redehullet og det kan blive et problem på længere sigt.

I 2018 så det ikke ud til, at det generede fuglene, men hvad med næste år? Man kan

nok tænke sig, at når der kommer 4-5 store huller i denne lille grusgrav, fylder de jo

meget, og tager derved meget plads til nye redegravninger. Når fuglene graver nye

huller hvert år, må man håbe, at siderne i grusgraven igen falder sammen, som de

gjorde i efteråret 2017. Det kan være med til at bevare biæderne i denne grusgrav, når

dette sker, da fuglene jo kræver plads til deres nye huller.

 

 

Kapitel 8

Parringen

 

Man siger godt nok, at biæderne kan bo sammen uden problemer, da det er en flokfugl,

men dette er ikke helt rigtigt. I perioden hvor de parrer sig, er de mere aggressive over

for hinanden, og en han vil have hunnen for sig selv. Som man ser senere i perioden,

mens de yngler, at flere fugle sidder sammen på samme gren og hygger sig, ser man

ikke i parringsperioden. Kommer en fugl for tæt på parret, bliver den straks jaget bort.

Parringen foregår på denne måde, at hannen og hunnen sidder tæt sammen. Hannen

flyver tit rundt og fanger insekter og kommer tilbage til hunnen, for at fodre hende med

disse insekter. Dette gør han nok for at gøre indtryk på hende. Når han har fodret

hunnen nogle gange, gør han kur til hende. Hun lægger sig ned og parringen sker. Jeg

blev meget overrasket over, hvor lang tid selve parringen varede. Tror de parrede sig

omkring i 1 minut, og det mener jeg er længe for denne type fugle.

 

De 5 næste billeder viser, hvordan hunnen bliver fodret inden parringen starter. Denne

ceremoni forgår hver gang, de parrer sig og kan finde sted flere gange inden parringen

starter.

Det var i 2018, jeg oplevede, hvordan deres parring foregår.

 

Kapitel 9

Føden

 

Biæderen med en humlebi i næbbet. Disse bier udgør en meget stor del af føden for

fuglene i starten af året, da der ikke er så mange sommerfugle og guldsmede i området

på dette tidspunkt.

 

Omkring sidst i maj måned kommer der flere guldsmede

og de indgår nu i deres fødekæde.

 

I starten er det natsværmere, de fanger. Her er det en plusia gammaugle, der er blevet

fanget. Senere kommer der flere dagsommerfugle til fødekæden.

 

 

I begyndelsen af juni måned kommer der flere sommerfugle til, så nu er fødekæden

fuldendt. Hvad angår dagsommerfugle, er det lidt mærkeligt, at biæderne ikke fanger

hvide sommerfugle. Om det er på grund af, at hvide sommerfugle indeholder et stof,

de ikke kan spiser, ved jeg ikke. Men man ser dem ikke med hvide sommerfugle, selv

om der var mange af dem i 2018. Da jeg var i Sydafrika, så jeg dem spise mange hvide

sommerfugle. Om det er på grund af føden til ungerne, ved jeg heller ikke, men her i

Danmark ser det ikke ud til, at de fodrer med hvide sommerfugle.

Det har givet et fint overblik over, hvordan området skal være for, at biæderne kan

trives godt, mens de opholder sig her. Både når de ankommer til grusgraven og når de

skal opfostre ungerne. I 2018 ankom fuglene den 13. maj, og det var meget tidligt -

både på året, men også for den føde de skal indtage i starten.

Området omkring og i grusgraven er helt tilgroet med vilde hindbær og brombær. Når

man sidder her og betragter fuglene, kan man høre en stor summen af bier i disse buske.

Og her er en af hemmelighederne for trivsel i starten for biæderen. Disse bier udgør

størstedelen af føden for biæderne i denne ’tidlige’ periode. Sommerfuglene er ikke

rigtigt startet endnu i store mængder og det samme gælder guldsmedene Så hvis ikke

der var alle de bier her i grusgraven på dette tidspunkt, hvad så?

Jeg kunne se, at det først var omkring den 25. maj, at der begyndte at komme mange

flere guldsmede, men ikke så mange sommerfugle endnu. Der ligger en lille sø i

nærheden, og det er her, fuglene henter de fleste guldsmede. Så et lille vandhul er altid

godt for disse fugle.

Kornet og majsen på markerne er tidlig på sæsonen ikke så højt endnu, så det kan

tiltrække mange insekter. Når først man er henne i juni-måned, begynder der at vokse

blomster på disse marker, og så er grundlaget for sommerfugle der (admiraler -

dagpåfugleøjer – randøjer m.fl.).

Hvis der ikke var denne føde til fuglene, når de ankommer til stedet, ville de så blive

her? Eller prøve et andet sted? Her tænker jeg på bierne, de skal leve af i starten. Der

skal være et godt grundlag for, at der kan være mange fugle på stedet. Man skal huske

på, at der ankom mindst 12 fugle, og hvis de i løbet af dagen, skal have mellem 10-20

insekter hver, skal der jo mange til hver dag.

Det er noget, man skal tænke over, hvis fugle får flere ynglesteder i Danmark. Der skal

være masser af føde til opstarten for fuglene, så de kan være sikre på, at der er føde

nok, når unger kommer, ellers tror jeg de vil prøve at finde et andet sted.

Jeg har lagt mærke til, når fuglene spiser en guldsmed, ligger denne på tværs i næbbet

og fuglen klemmer simpelthen guldsmeden sammen, for derefter at fordøje denne.

 

Insekterne blev registreret, når jeg sad derude. Alle fugle, der fangede eller kom med

insektet, blev noteret ned, for at få en lille overblik over, hvad de spiser, mens de er

her.

Den 7. juni var vejret fint, men det blæste meget. Derfor tror jeg, at fuglene havde svært

ved at fange guldsmede og sommerfugle den dag

 

i alt bier 1022

guldsmede 353

sommerfugle 136

 

registreringer af biæderne insekter i perioden i 2018 er på 1511 insekter

 

Kapitel 10

 

Starten af deres yngleperiode.

 

Når fuglene ankommer til grusgraven, tror jeg, at fuglene kommer som et fast par.

Hunnerne finder med det samme deres gamle redeområde og begynder at lave et nyt

hul ved siden af det, de brugte året før. Jeg har set to par, der ynglede i 2017 (kun et

gæt at det er de samme fugle), finde deres gamle redeplads, men ikke samme hul. Det

nye hul blev gravet ca. 20-30 cm fra det gamle hul. Det ene hul, lavet af det ene par,

lige oven på det gamle hul, og det andet hul, lavet af det andet par, lige ved siden af

det gamle hul.

Hvorfor tror jeg så, at de ankommer som fast par ved ankomsten? Fuglene går straks i

gang med at lave redehuller og det kunne derfor godt tyde på, at de har dannet par,

inden de ankommer til grusgraven.

 

Hannerne sidder og synger for hunnerne og holder øje med, at ingen konkurrenter

kommer ind i området. Som jeg skrev under ’parringen’, er disse hanner meget

aggressive over for andre hanner og de kæmper med hinanden for at holde på deres

territorium. Kommer en af fuglene for tæt på, bliver den straks jaget væk, og hannen

flyver efter denne rundt i grusgraven, for derefter at vende tilbage til sin pind. Så i

denne her periode er de ikke venlige over for hinanden. De flyver simpelthen i totterne

på hinanden og udkæmper nogle drabelige kampe. Har dette på foto.

 

Disse mange kampe kan måske være årsag til, at et par eller to finder på at flyve til en

anden grusgrav for at yngle. I 2017 dukkede pludselig 4-5 nye fugle op midt i julimåned. Jeg spekulerede ofte på, hvor de mon kom fra?

Som tidligere nævnt, så bliver de alle ’gode venner’, når rugningen er begyndt, og

accepterer nu hinanden uden de store problemer

 

Kapitel 11

 

Rugeperioden

 

Denne periode er også lidt speciel. Hunnen tager den største tørn med rugningen, men

bliver afløst af hannen, når denne skal ud og strække vinger og finde føde.

 

De 3 fugle her passer dette hul med fodring af ungerne.

Man kan også se den lyse farve på bagerste fugl, som er en 1-årig fugl.

Man mener, at rugetiden er ca. 20 dage. Det er jeg ikke helt enig i, da jeg mener, at den

er ca. 15 dage. Man beregner også de dage, hvor fuglene lægger æg, og så kommer

man op på 20 dage. Men der er forskel på den tid, hvor der lægges æg og den tid hvor

der ruges. For denne type fugle er normalen også på omkring 14-15 dage. Måske er det

fordi man regner de første dage med, hvor selve rugningen ikke er startet endnu. De

lægger jo kun 1 æg om dagen, så æglægningen tager 7-8 dage. Hvis de ville ruge fra

det første æg er lagt, vil rugetiden for det første æg være 20 dage og det sidste lagte æg

være 13 dage (hvis de her lagt 7 æg) – æggene klækker nemlig alle inden for 1-2 dage.

Så jeg er sikker på, at rugetiden er 14-15 dage. Det passer også med perioden ved denne

grusgrav. Hvis man lægger dagene til, som de bruger på at lægge æggene, passer det

med ca. 20 dage.

Fuglene, der ikke ruger, har ændret adfærd i denne periode, hvor der ruges. De flyver

længere væk fra grusgraven og kan være væk en time eller mere, inden de kommer

tilbage til stedet. Når de flyver, er det ikke kun én fugl, der flyver af sted, men alle

ikke-rugende fugle, og de kommer altid samlet tilbage. Når ungerne kommer, bliver de

igen i området og flyver ikke så langt væk mere. Her drejer det sig om at fange mange

insekter til ungerne, da de kun fodrer ungerne med et insekt pr. gang. Der skal altså

fanges mange insekter, hvis der måske er 6 unger i reden.

 

Kapitel 12

 

Ungerne

 

Ynglesæsonen 2017 -2018

 

Maj/juni var ikke så varmt i 2017, så fuglene begyndte først i starten af juni-måned

med at yngle, og jeg regner med, at de omkring den 15. juni fik lagt de første æg. Jeg

kunne omkring den 16. juni se, at nogle af de gamle fugle skiftede i hullet, hvilket kan

være et tegn på, at der er æg i reden.

De fugle, der ikke ruger bruger i denne tid de højeste træer til at jage fra og til at hvile

sig i. I denne periode brugte de de samme 3 høje træer, som de brugte inden rugningen

startede. Jeg tror også, at det er i denne periode fuglene er mest sårbare over for

forstyrrelser, da fuglene virker meget agtpågivende på alt, der bevæger sig i området.

Når først æggene klækker, begynder de gamle fugle at jage insekter og nu ’tænker’ de

mere på ungerne og mindre på andre forstyrrelser. I denne periode flyver de gamle

fugle kun lige omkring området, hvor grusgraven er og jager insekter her, samt over

den nærtliggende kornmark.

Her Når de voksne fodrer ungerne, skal insekternes hoved vende frem af, så derfor bliver

de voksne tit nødsaget til at vende de insekter, der vender forkert.

Jeg tror, at i de områder, hvor der skal yngles, skal der være fyldt af mange af de planter,

der tiltrækker mange insekter og bier. Stedet ved denne grusgrav er fyldt af vilde

hindbær og brombær, og man kan høre en summen hele tiden, når man sidder og

iagttager fuglene. Det ville måske være en god ide at tilplante andre små grusgrave

med disse planter for på den måde at tiltrække insekter, og dermed gøre områderne

interessante for biæderen. Jeg har nemlig set, i den periode hvor jeg tror at nogle af

fuglene har fået unger, at de begynder at jage omkring disse planter. De flyver ikke

langt væk for at jage mere. På den måde har de ændret adfærd og har nu næsten kun et

træ de bruger, inden de flyver til hullerne for at fodre ungerne.

Jeg har også observeret, ved fodringen i hullet, at det er ungerne, der bestemmer,

hvornår de gamle fugle skal flyve til hullet. Først flyver de ned omkring hullet et par

gange og giver et kald til ungerne, og hvis ikke der kommer lyd fra ungerne, flyver de

tilbage til træet og spiser nu selv insektet. Næste gang de flyver ned til hullet, giveranger de insekterne, der skal bruges til at fodre

ungerne med.

ungerne måske et kald, og så flyver de voksne ned og afleverer maden. De har kun et

insekt med hver gang, så jeg er spændt på, hvor travlt de får, når ungerne bliver større

og kræver mere føde.

Når de voksne flyver til reden, stiger de ofte højt op i luften og svæver så ned til reden.

På den måde har de kontrol over, at der ingen farer er omkring dem.

Når solen er fremme, er de meget aktive og flyver til hullerne ca. hvert 5-10 minut - og

når de kommer ud af hullet, har de ekskrementerne fra ungerne med ud i næbet, for at

de på denne måde kan holde reden ren. Man kan nok tænke sig, hvis der er 5-6 unger i

reden, at det hurtigt kan blive fyldt op med ekskrementer fra ungerne.

 

Mens ungerne er små, kan de gamle fugle være mellem 1 til 3 minutter inde ved

ungerne, men når de er blevet større, er det kun ind med maden og så af sted igen

Træet, som fuglene bruger, når de flyver ned til hullerne, tror jeg også, at de bruger fra

den samme side af træet hver gang. Jeg kunne se, at dem der var nærmest hullet, brugte

højre side af træet, mens de andre brugte toppen af træet. Det skete næsten hver gang,

de skulle ned og fodre ungerne.

Jeg har også læst mig til, at flere fugle kan hjælpe med fodringen af ungerne. Det kan

jeg med sikkerhed sige, at det passer. Når de to gamle fugle har fodret, sidder der ofte

en 3. fugl på jorden og venter på, at der skal være plads til at komme ind til ungerne og

fodre dem. Den flyver ind i hullet, som om det er den, der bor der.

 

En dag i 2017 observerede jeg noget omkring redehullerne, som jeg har tænkt en del

over. Der var skovspurve uden for redehullerne og de fandt føde her. Det samme så jeg

en anden dag, så jeg tror, at der ligger rester fra insekterne, som de kan spise. Der var

5-8 spurve ved hvert hul. Det samme skete igen i 2018. Skovspurvene samlede føde

uden foran redehullerne.

Når ungerne er store, stikker de gamle fugle kun lige hovederne ind i hullet og er væk

med det samme. Jeg har også observeret de 3 gamle fugle sidde uden for hullet på

jorden og vente på, at ungerne er blevet sultne. Det har jeg set flere gange. Når de

gamle giver lyd fra sig og der bliver svaret i hullet, flyver de op for at fodre ungerne.

En observation fra den 19. juli 2018, hvor jeg holdte øje med det ene hul, hvor der sad

en unge i hullet. Der skete det, at når fuglene kom med insekter, fodrede de ikke

ungerne, men kaldte på disse, for at ’fortælle’ at der nu var mad til dem. Insekterne

bliver lagt til dem lige uden for det runde hul og så kom ungerne på skift ud og hentede

et insekt. Jeg kunne nemlig se, at når de 2 gamle fugle kom med insekter, kom ungerne

frem og tog insekterne med det samme. Når det var den 3. fugl, der kom, trak de sig

lidt tilbage og ventede til denne havde lagt insektet til dem og var fløjet væk igen.

Det er derfor, der tit sidder skovspurve uden foran hullerne. Ungerne taber garanteret

noget af insekterne som så vil ligge lige uden for reden. Det må være guf for

skovspurvene.

En anden sjov detalje med fodringen observerede jeg en dag med skiftende vejr, både

med solskin og regn. Fuglene fodrede normalt fra morgenen og vejret var solskin. Da

himlen blev sort og der ville komme en stor regnbyge, fik alle de gamle fuglene meget

travlt. Alle 12 gamle fugle, der var ude i grusgraven, begyndte nu alle at fodre i begge

reder. Det var et meget sjovt syn at se fuglene flyve på kryds og tværs for at hjælpe

hinanden med at fodre ungerne. Da regnen kom, stoppede alle fugle med at fodre og

satte sig i det høje træ for at finde ly for regnen. De startede først op igen, da solen atter

tittede frem. Det her skete 2 gange, mens jeg var der ude den samme julidag. Det er jo

en god måde at overleve på, for ungerne blev stopfodret, mens vejret var til det. Hvis

regnen skulle vare længe, ville ungerne sagtens kunne klare sig selv, da de var godt

fodret, inden regnen kom.

 

 

Oplevede i 2018 dette, at når fuglene starter fodringen, bliver der fodret kraftigt i alle

huller. Når der er gået en times tid, sætter alle fugle sig på en gang og hviler, eller spiser

lidt selv. Når de starter igen, starter de alle sammen på en gang.

Den 31. juli gik jeg ud fra, at ungerne havde forladt reden. Men nej, de var stadigvæk

i de 2 reder. Jeg kunne se, at ungerne på det tidspunkt var begyndt at komme hen til

hullet for at kigge ud, så det var nok kun spørgsmål om få dage, før de ville forlade

reden. De gamle fugle fodrede på fulde drøn og de kom til reden ca. hvert 10-15 minut

- og det var alle tre, der næsten kom samtidigt for at fodre. Den dag talte jeg igen 12

gamle fugle i grusgraven.

 

 

Gyldendals bog, hvor ovenstående billede er fra, står der, at både hannen og hunnen

hjælper hinanden med at grave redehullet. Det er jeg ikke enig i. Det som jeg har

observeret er, at det kun er hunnen, der graver reden ud. Hullerne i 2018 blev i denne

grusgrav udgravet på 1 uge. Vejret var varmt og det var meget tørt, så måske gjorde

det betingelserne nemmere på grund af dette? Man kan bare se regnestykket her fra

denne plads i 2018.

Fuglene ankom den 13. maj. (jeg var selv der den dag de ankom).

Fuglene startede faktisk med det samme med at grave redegangen ud.

Da jeg havde registreret alle huller i 2017, var jeg også sikker på, at det var nye

redehuller, de havde lavet i 2018.

Det tog 3-4 dage i 2018 at grave redehullerne, og 4-5 dage i 2017.

Parringen varede 8-10 dage, og så startede de med æglægningen omkring 1.-5.

juni.

Da de lægger mellem 5-8 æg, har de nok startet rugningen efter det 4. lagte æg

det blev lagt omkring den 10. juni. De fik unger omkring den 22.-24. juni, hvilket passer med, at rugningen tog

mellem 14-15 dag til æggene klækkede.

Ungerne forlod reden omkring den 23. juli (de var altså i reden i ca. 28 dage).

Når de har gjort dette, kommer de ikke tilbage til reden, men bliver i området til

de er klar til at flyve sydpå.

Farven på ungerne er meget lig med de gamle fugle, dog lidt blegere.

Ungerne mangler det forlængede, spidse midterste halefjer.

 

Kapitel 13

Sønderjylland.

 

Vi er så heldige at have en lille koloni af biædere i Sønderjylland, og det er denne

koloni, jeg prøver at berette om. Jeg er så heldig stillet, at jeg har fået tilladelse til at

følge fuglene fra afstand på dette sted.

Biæderen er en kolonifugl. Hvor mange fugle, der kan yngle i en koloni, er jeg ikke

sikker på, fordi her tror jeg, at fødegrundlaget spiller en meget stor rolle i dette

perspektiv. Det vil jeg komme ind på lidt senere i denne beretning.

Biæderen har ynglet på dette sted siden 2010 (måske længere?). Det var i 2010, der

blev fundet en unge af biæderen, som var blevet påkørt og ikke kunne klare sig selv.

Ungen blev indleveret til en dyreklinik, hvor man desværre ikke kunne rede fuglen, og

den døde senere. Det var på den måde, kolonien her blev opdaget i 2010.

Kolonien har givet unger hvert år siden. Der har været fra 2 til 5 ynglende par på dette

sted hvert år siden 2010.

I 2017 var der 2 par, der har ynglet her, og der var i alt ca. 12 gamle fugle. Jeg tror, at

mange af dem var unger fra 2016, der bare ikke var yngleklar endnu? Fjerdragten på

mange af fuglene var ikke en yngledragt, og derfor tror jeg, at mange af disse fugle var

ungfugle fra 2016. Mine antagelser i 2017 var derfor, at der ville være flere ynglende

par i 2018.

Det viste, at mine tanker var rigtige med 2018. Her var der 4-5 par, der har ynglet og

hvis alt går godt, tror jeg, vi kommer på samme antal ynglende par i 2019. Måske flere?

I 2018 var der 4-5 par, der ynglede. De fik unger omkring den 20. juni, så de er gået i

gang med at parre sig med det samme, da de ankom til grusgraven den 13 maj.

Vejret i 2018 var rigtigt biædervejr. Solskin og varmt og tørt i hele deres yngleperiode.

2018 blev derfor også lidt anderledes end 2017, da næsten alle fugle ynglede i 2018.

Der ankom mindst 12 gamle fugle, og da de 10 ynglede, var der ikke mange tilbage til

at hjælpe med at fodre ungerne – for ikke ynglende fugle hjælper nemlig til med

yngelplejen.

Jeg kunne se, at det øverste par i grusgraven havde en hjælper på. Her var der 3 fugle

til at passe ungerne.

Problemet i 2018 er også insekterne. Der er heldigvis mange bier, hvepse og insekter,

men guldsmede er der ikke den mængde af, som der plejer at være. Tror det skyldes

den tørre sommer, vi har. De små vandsteder udtørrer, og der er derfor ikke grundlag

for, at larverne fra guldsmede kan overleve.

Dagsommerfugle er gået meget tilbage, men den lille gammanatugle er der mange af,

og de bliver fortæret i stor mængde.

 

 

Kapitel 14

 

Antal fugle i 2017 og 2018

 

Der har været 2 par, der ynglede i 2017. Der var i alt 12 gamle fugle i området, men

jeg har også den teori, at det ikke var alle fugle, der var kommet i ynglestemning. Man

kan se på fjerdragten hos de fugle, der yngler, at farverne er meget stærke og de er

meget mere i vigør end nogle af de andre fugle. Jeg tror også, at der var et par, der ikke

var kommet i gang med yngle? Det kan der være mange årsager til, men jeg syntes, at

jeg kunne se på mine billeder, at der i starten var 3 par, der ville i gang med

redebygningen. På de andre fugle var farverne mere matte.

Der kom to kuld ud af rederne imellem den 3. august og 7. august. Jeg talte 3 unger i

hvert kuld. De havde samme farve som de gamle fugle, men virkede blegere i farven.

Den eneste forskel, jeg tydeligt kunne se farvemæssigt, var på halen. Her kunne jeg se,

at ungerne var næsten hvide under halerne, hvilket er anderledes end hos de voksne.

Ungerne mangler også den ekstra lange halefjer, som de gamle fugle har.

 

I 2017 var der nok mellem 15-20 fugle, der fløj sydpå. Jeg talte 18 fugle, så

regnestykket med de 6 unger skal nok passe.

I 2018 ankom der mindst 12 fugle den 13. maj.

 

Kapitel 15

 

Fjender.

 

Biædere har flere fjender. Herunder er et par beskrivelser ud fra, hvad jeg oplevede

med nogle af disse fjender.

En dag så jeg en musvåge, der stod stille i luften over grusgraven, men det var det

eneste der skete her. De gamle fugle trak sig væk, og da musvågen fløj væk, var alt

normalt igen.

Den 3. august så jeg dog noget, der bekymrede mig mere. Der kom en tårnfalk og

’musede’ over grusgraven, og da den havde undersøgt området, fløj den ned og satte

sig på skrænten over det ene rede hul. På dette tidspunkt var ungerne så store, at de sad

med hovedet ud af hullet, og jeg kunne se på mine billeder, at tårnfalken havde fået øje

på ungerne. Men her hjalp den kappe på de 2-3 cm omkring redehullet.

 

Jeg er i tvivl, om den kan tage ungerne når de kommer ud af hullerne, men jeg er lidt

nervøst for dette. De gamle fugle kan de ikke tage, men ungerne? Jeg ved det ikke?

I den tid tårnfalken var i grusgraven, blev der ikke fodret i nogen af de to huller, hvor

der var unger i.

Tilføjelse til dette her med tårnfalkene. Den 7. august var der 4 tårnfalke, hvoraf de 2

af dem næsten var fast inventar i flere timer. I dette tidsrum turde de gamle biæder ikke

flyve ned og fodre ungerne i reden. Spørgsmålet er, hvor længe ungerne kan undvære

mad, eller om de forlader reden på grund af sult.

Den 21. august gik jeg grusgraven igennem for at se, om der lå døde fugle eller fjer fra

dem. Jeg fandt ingenting, så jeg går ud fra, at ungerne kom godt og sikkert ud.

Disse rovdyrs tilstedeværelse bekymrer mig – for kan de skræmme biæderne væk fra

grusgraven? Hvis ikke de føler sig trygge på pladsen, finder de vel bare et andet sted

at yngle? Jeg håber på, at det hele går i orden, så de kommer tilbage næste år og får

flere unger på vingerne på denne plads, hvor de nu har ynglet siden 2010.

 

Her sidder 2 gamle fugle lige over deres redehul 2018.

 Denne rede er desværre gået tabt i 2018 (se kapitlet om

’Fjender’).

 Jeg var derude den 19. juli og kunne ikke forstå, hvorfor de gamle

fugle ikke fodrede i hullet. Jeg kom til at se oppe i græsset, at der

var et hul ned i jorden. Troede først at jorden var skredet sammen,

men da jeg så på mine fotos, kunne jeg se, at der var noget helt

andet galt. Et stort dyr har simpelthen gravet et hul oppe fra

toppen og ned til ungerne. Med de aftryk der er, tror jeg, at det er

en mårhund, der er kommet forbi og har ryddet reden. En

grævling vil ikke grave ned og tage ungerne på denne her måde.

Indgangshullerne fra i år og sidste år er intakte, så dyret må have

hørt ungerne og gravet ned til dem fra toppen.

 Reden er altså ryddet og ungerne gået til. Jeg talte 12 gamle fugle

i dag, så de gamle fugle er heldigvis ikke gået til.

 

Kapitel 16

Biæderen er fantastiske flyvere.

 

 

Når man sidder og iagttager dem, er det nogle fantastiske flyvere. De fanger deres

insekter i luften og vender insekterne i luften, så de vender rigtig i næbbet. De kan også

fange insekter på jorden, men de fleste insekter bliver fanget i luften.

Når de fodrer ungerne, kommer de tit flyvende højt og svæver ned til reden, for der

efter at flyve hurtigt til hullet for at fodre og så hurtigt af sted igen.

Det kan ikke beskrives bedre, end der står i felthåndbogen:

Det er en betagende oplevelse at se disse fugle, som er det nærmeste, vi kan komme en

fritlevende tropefugl, der jager flyvende insekter. Svæveflugten er meget graciøs og

elastisk, næsten svaleagtig, afløst af hurtige vingeslagsserier. I aktiv flugt bevæges

vingerne tæt ved kroppen som jagende dværgfalk, og fuglen bliver da meget slank.

Sidder tit fremme på mindre grene, i toppen af buske eller på elledninger. Vagtsom.

*Stemme: Kald et hyppigt gentaget, blødt rullende ”prruip” med syngende tone, i kor

fra flyvende flokke (der ofte opdages på netop kaldet). Kan høres på flere hundrede

meters afstand. Ved reden et kort, fløjtende ”vyt” ved uro.

 

 

Kapitel 17

 

Forstyrrelse fra mennesker

 

Der er skrevet og talt meget om forstyrrelser fra mennesker, der vil se og fotografere

fuglene. Jeg har lært her i de 2 somre, hvor jeg har fulgt dem, at biæderen ikke er

anderledes end andre fugle. I den tid de starter med reden – parringen – æglægningen,

er de nok mere sarte, da det jo er en sky fugl. Sådan tror jeg det er med de fleste fugle

i den periode. Det er selvfølgeligt ikke et sted, der skal stå 50 mand og iagttage dem,

men med fornuftig afstand, lidt i skjul, og hvor man ikke går tæt på deres reder, så er

jeg ikke så nervøse for dette. Når de først har unger og jager insekter, er de ikke mere

bange end andre fugle.

Jeg har tilbragt mange timer ude ved dem i de 2 år for at opleve deres liv og jeg kan da

se, at i den tid de har unger, flyver de gamle fugle meget tæt på mig uden problemer.

Der var bl.a. 2 biædere, der ville sidde i et lille træ 5 meter fra mig.

 

De jagede også insekterne lige foran, hvor jeg sad, og de bliver ikke forstyrret af dette.

Så derfor skal man lade fornuften sejre og overholde de uskrevne regler, der er med

levende dyr og fugle, så er der ingen problemer med at kigge på dem.

 

Kapitel 18

 

Afgang til syden.

 

Fuglene flyver sydpå i august-måned (2016 tog de afsted den 27. august, i 2017 var det

den 19. august og i 2018 den 1.august). Alle fugle, gamle som unger, flyver sydpå i

samlet flok. Jeg talte med én person i 2018, der havde set mellem 20 og 25 fugle samlet

på et sted, inden de alle fløj sydpå (ud af dem var 12-14 unger). På samme måde som

svalerne, der trækker sydpå, De samler sig jo også i store flokke, inden rejsen begynder.

De flyver meget højt, når de trækker sydpå, så mon ikke de tager hele turen i ét stræk?

Jeg så, at da ungerne var kommet ud af reden, foregik alt samlet. Når en fløj op, lettede

de alle for at jage og når de fløj ud i området, var det alle fugle på en gang. Det var det

samme i den tid, hvor de rugede på æg. Da var hele flokken tit væk 1 time, men når de

kom tilbage, kom hele flokken på en gang.

 

Kapitel 19

 

Fremtiden for biæderen.

 

Jeg tror, at de følgende faktorer skal til for, at fuglene kan få et godt yngleområde.

 Omkring stedet skal der gerne være åbne marker, hvor de kan jage, da de bruger

dette område meget, når ungerne er kommet. Kornmarker er en gode, da disse

marker tiltrækker mange insekter.

 Et stort træ som de kan bruge, når de hviler sig og når regnen kommer. På den

måde kan de sidde i skjul for eventuelle fjender.

 I området må der også gerne være en masse krat, som kan samle mange insekter.

Når de har unger i reden, vil de gerne jage tæt på redehullerne, så de kan fodre

ungerne tit.

Alle mine iagttagelser og refleksioner er gjort i 2017 og 2018, og de ligger til grund for

denne bog. Jeg står gerne til rådighed i forhold til mine betragtninger. Hvis der skulle

være noget, man er i tvivl om, så kontakt mig gerne, så kan vi få en snak om dette.

 

Den kendte koloni i Sønderjylland skulle være den koloni, der har eksisteret længst i

Danmark. Her har de ynglet fra omkring 2010 (måske før men stedet blev opdaget i

2010). I 2017 var der 2 par, der ynglede med mindst 6 unger. Der var 12 gamle fugle

på stedet i 2017, og også i 2018 var der som beskrevet i et tidligere kapitel cirka samme

antal fugle.

 

Observationerne viser vel også, at det er en fugl, der lige så stille er ved at brede sig

her i landet. Vi kan håbe på, at det bliver tilfældet og at der kommer endnu flere her op

for at yngle.

De resterende observerede fugle er set spredt rundt om i Danmark, men derfor kan der

godt være fugle, der har ynglet. Ofte er det jo tilfældigheder, der gør, at sådan en koloni

bliver opdaget.

Jeg har prøvet at registrere alle de registreringer af biæder, der har været siden 2010 til

2017 i fl. DOF-basen. Det er alle registreringer fra den 20. april til den 1. september

hvert af de år, der er blevet registreret biæder. Der er mange opgørelser fra Skagen

fuglestation, Blåvand fuglestation og Gedser fuglestation. De fleste af disse

registreringer ligger mellem den 20. maj til ca. 1 juni. Hvorfor kun lige her i denne

periode og hvorfor er de fleste kun enkelte fugle man ser her? Hvorfor? Kan det være,

fordi de fleste af disse fugle bliver i landet? Her tænker jeg mest på fuglene fra Gedser

og dem fra Skagen. Fuglene ved Blåvand kan sagtens være danske fugle? Måske dem

vi har i Sønderjylland?

 

Jeg tror, at der yngler flere fugle her i Danmark, end man lige regner med. På det sted

jeg observerer i Sønderjylland, var der ca. omkring 15. juli pludselig en 4-5 fugle mere,

end der har været hele sommeren. Så er mit spørgsmålet, hvor kommer de 4-5 fugle

fra? Det må jo være fugle, der har strejfet rundt om her i landet. Hvor mange andre af

disse fugle findes der mon her i landet?

Jeg kan også se, at registreringerne flytter sig i alle de år. Fra at være meget spredt i de

første 4-5 år bliver fugle mere koncentreret i Nordjylland, Sønderjylland, på Fyn og

Sjælland. Det kunne tyde på, at der i disse områder er flere par der yngler.

I Vestjylland (Ringkøbing) blev der i 2015 set den største flok af biæder i de 8 år, der

er registreret. Det var en flok på ikke mindre end 27 fugle, og de blev set den 5. juni.

Lige i den tid hvor fuglene begynder at ruge (mellem 5. juni og 15. juni). Jeg er helt

sikker på, at der i dette område må have været ynglende par. Og yngler de på stedet

endnu?

Det samme gælder en flok på 9 stk, der blev set den 6. juni ved Gjerrild by i Østjylland.

Mon ikke der også her var/er ynglende fugle?

Selv om mange af fugle er registreret både 1-2-3 gange viser det alligevel, at vi her i

Danmark får flere og flere biædere, og dermed garanteret også flere par, der yngler.

Om disse fugle bliver registreret, ved jeg ikke, da jeg ikke har få dette oplyst.

Oversigt:

2010 93 biædere

2011 96 biædere

2012 124 biædere

2013 147 biædere

2014 102 biædere

2015 313 biædere

2016 81 biædere

2017 404 biædere

2018 81 biædere

Når jeg er færdig med dette, vil jeg prøve at få overblik over fordelingen af biæderen

rundt om i Danmark. På hvilket tidspunkt de kommer til landet, forlader landet og hvor

de ses mest.

Observeret totalt i den periode:

666 registreringer i alt af fugle 1442 fugle.

Mange af fuglene er selvfølgelig set flere gange og er dobbelte-talte, men jeg mener,

at det giver et lille billede af, de fugle vi har her i landet.

 

Kapitel 21

Registrering af biædere i årene 2010-2018 (DOF-basen)

kan læses i min bog.

 

Kapitel 22

 

Status for 2017 og 2018

 

2017 Biæderne ankommer til grusgraven den 18. maj.

2018 Biæderne ankommer til grusgraven den 13. maj.

2017 Der kom først 7-8 fugle. Men det blev til 12 fugle senere.

2018 Her kom der mindst 12 fugle.

2017 Vejret var koldt og der kom en del regn. Det bevirkede, at fuglene gik

senere i gang med at yngle.

2018 Det var en meget varm og tør sommer. Det var lige biædervejr. Fuglene gik

i gang med det samme for at grave redegangene ud. Temperaturen var tit

oppe på ca. 25 grader om dagen.

2017 Jeg var i tvivl om fuglene ynglede i samme hul fra året før, eller om de

laver et nyt hul hvert år.

2018 Jeg fik svar på det med redehullerne. Kunne se at fuglene lavede et nyt hul

hvert år. Tror også at de fugle fra 2017 kom tilbage i 2018 og lavede et hul

meget tæt på deres gamle hul.

2017 Da der var mange ekstra fugle i 2017, håbede jeg på, at det var ungfugle fra

2016, som ville komme med og yngle i 2018.Der var i alt to par, der

ynglede.

2018 Mit håb fra 2017 kom til at holde stik. Der kom mindst 12 gamle fugle i

2018 og de 10 (5 par) ynglede. Nu håber jeg på, at alle ungerne fra 2018,

plus de ynglende par fra 2018, vil komme tilbage til stedet i 2019. Det vil

betyde, at man kan begynde at få en lidt mere fast stamme, som vil komme

hvert år.180

2017 Æglægningen skete med start omkring 12.-15. juni.

2018 Æglægningen startede omkring 1. juni.

2017 Fuglene fik unger omkring den 10. juli.

2018 Fuglene fik unger omkring den 20. juni.

2017 Der kom 2 gange 3 unger af reden mellem den 5. og den 10. august.

2018 Fuglene fik 4 kuld med ca. 12 unger.

2017 Fuglene fløj sydpå den 19. august.

2018 Fuglene fløj sydpå den 1. august.

 

Kapitel 23

 

Vinterkvarter i Sydafrika i 2018.

 

I februar 2018 rejste jeg på en safaritur til den nordvestlige del af Sydafrika, da jeg

håbede på, at det var her biæderne var om vinteren. Inden vi kom til vores camp, hvor

vi skulle bo, mødte jeg på vejen mange biædere, som sad på elledningerne, og der fløj

en del rundt og fangede insekter omkring disse ledninger. Min fornemmelse om, at der

ville være biædere i en denne del af Sydafrika holdt stik.

På min første safaritur i bushen var der mange biædere - og mange, det vil sige, at min

opfattelse er den, at der var mellem 100-300 fugle i dette område. Tallet er et gæt, men

der var rigtig mange

Biæderne opholder sig i de områder, der er med græs og meget lave buske/træer. Herfra

jager de deres insekter som er bier, guldsmede og flyvende termitter. Der er ikke så

mange sommerfugle i området, så derfor holder de sig til de tre slags insekter, som jeg

har nævnt. Mange af fuglene satte sig i toppen af de små træer på bushen og jagede så

insekter (termitter) herfra.

Det regnede også, mens jeg var der og her søgte biæderne så i læ i de høje træer, der

vendte ud mod de åbne græsstepper. Flyvelysten var ikke så stor i dette vejr, og der var

selvfølgeligt heller ikke så mange insekter at jage.

Når det blev aften, kom der store flokke, som overnattede i de samme træer hver aften.

De kom mellem kl. 18.00 og 18.30, det vil sige lige inden solen går ned.

Jeg talte med flere i området, der kender til fuglene, og de kunne oplyse mig om, at

biæderen kommer til deres vinterkvarter i slutningen af september/starten af oktober,

og de forlader området i slutningen af marts/starten af april. Det passer fint med de

fugle, der kommer til Danmark, så mon ikke en del af de fugle her, er dem vi ser i

Danmark om sommeren.

 

Der var en person dernede, som fortalte mig, at de sidste 4-5 år var der flere fugle, der

blev der nede i deres vinter/vores sommer. Det havde fuglen ikke gjort før og han kunne

ikke fortælle mig, hvorfor de blev i Sydafrika.

Der var flest af Merops apias (den europæiske biæder). Den eneste anden biæder jeg

så dernede var den lille biædere Merops pusillius. Den optrådte ikke i så store flokke

som den første, men var alligevel flere steder i området.

Dét der glædede mig mest på turen, var, at folkene i Sydafrika passer godt på ’vores’

fugle og er stolte af, at vise fuglene frem for os. Fuglenes betingelser her er rigtig gode,

så hvis også vi her i Europa kan gøre sådan for biæderne, så de får gode betingelser for

at yngle år, vil biæderne gå en god fremtid i møde.

 

 

 

biæderen 2018